Gumlink A/S indgår nyt Joint Venture i Indien Sign In
You are here: virksomheden / Presse & medier / Nyheder

Gumlink A/S indgår nyt Joint Venture i Indien 

Gumlink A/S har den 7. april 2010 indgået et joint venture i Indien med Kumar familien, som driver Candico India Ltd. - en af de største konfekture- og tyggegummivirksomheder, som er 100% indisk ejede.

Joint venturet er et 50/50 ejet partnerskab med fokus på tyggegummi og gummibase. Hver part indskyder kapital i det nye selskab ”Gum Pharma Pvt. Ltd”. Selskabet køber relevante tyggegummiaktiver af Candico India Ltd. Gum Pharma vil have fokus på udvikling, produktion og salg af gummibase og tyggegummi til primært det indiske marked, det sub-indiske kontinent og Sydøstasien.

Udover fokus på udvikling og produktion af sukkerfrit tyggegummi samt nutraceutisk tyggegummi og konfekture vil Gum Pharma også have kapacitet til at producere medicinsk tyggegummi og visse typer af medicinske konfekture produkter, hvorfor Gum Pharma også åbner vigtige muligheder for Gumlink A/S´ søsterselskab Fertin Pharma A/S. Både Gumlink A/S og Fertin Pharma A/S vil derfor være involveret i aktiviteter via det nye joint venture.

Gum Pharma vil inden for det næste år opføre en ny, moderne tyggegummi- og konfekturefabrik efter GMP standard i Nagpur, Indien. Indtil denne står færdig produceres i eksisterende faciliteter hos Candico India Ltd.

Det nye indiske joint venture er det tredje joint venture i Gumlink / Bagger-Sørensen & Co. regi. Udover det indiske joint venture er der vigtige joint ventures i Zimbabwe og Tyrkiet.

Bestyrelsesformand i Gumlink A/S, Holger Bagger-Sørensen, udtaler om det seneste joint venture:
”Vores strategi er at være en global spiller inden for tyggegummi via etablering af joint ventures, hvorigennem vi kan udnytte vores udviklings- og teknologikompetencer. Det seneste joint venture i Indien åbner store perspektiver for både Gumlink og Fertin Pharma. Indien er et af de mest spændende emerging markets, hvor vi forventer interessante vækstrater de næste mange år. Det er derfor en glæde, at det er lykkedes os at indgå et partnerskab med Kumar familien, som er en meget respekteret og veletableret spiller på det indiske marked.  Med Kumar familiens erfaring med produktion og salg i Indien samt vores udviklings- og teknologikompetencer er det forventningen, at vi i fællesskab vil kunne tilbyde interessante og værdiskabende løsninger til Business-to-Business kunder inden for almindeligt tyggegummi samt nutraceutisk og medicinsk tyggegummi og konfekture.”

Som led i etableringen af Gum Pharma Pvt. Ltd. er der indledt drøftelser med Industrialiseringsfonden for Udviklingslande (IFU), omkring deres mulige deltagelse i det etablerede joint venture. Der forventes en afklaring af disse drøftelser i løbet af 2. kvartal.

Evt. spørgsmål bedes rettet til:

Søren Birn, adm. direktør i Gumlink A/S og Fertin Pharma A/S
Tlf.: 72151515